87-årig kur­sist med til at ska­be ver­dens stør­ste fly

Læsetid: 6 min

Anatolii Yukymenko har sat sit aftryk på verdenshistorien to gange i sit liv. Den første gang var, da han som luftfartsingeniør var med til at skabe verdens største fly, kaldet Mriya, som betyder Drøm. Den anden gang var, da han som 86-årig måtte flygte fra sin hjemby Kharkiv efter invasionen af Ukraine.

Som 87-årig er Anatolii nu tilbage på skolebænken. I sine unge dage uddannede han sig til luftfartsingeniør på Kharkiv Universitet; nu er det dansk på Sprogcenter Vejle.

”Jeg tilmeldte mig, fordi jeg håbede at være den ældste kursist på skolen!” ler han, da han fortæller, hvorfor han nu lærer dansk. Men mest af alt gør han det, fordi Anatolii elsker at tale med mennesker og ønsker at kunne tale med sine nye, danske naboer i Kollemorten, hvor han har boet de sidste ti måneder.

”Uden kommunikation kan et menneske ikke leve,” siger han. Derfor står han op kl. 5 om morgenen for at tage bussen til sprogskolen, selvom alderen udfordrer hans læring. Det er svært at lære dansk, fortæller han med et glimt i øjet: ”de skriver ’gutmorken’ – men siger ’gomorn’!” Han ler højt og slår opgivende ud med armene. Men han fortsætter ihærdigt; han har allerede bestået det første modul og er godt på vej mod det næste.

Barndomsdrømme

Anatolii, født i 1935, voksede op i en landsby i det nordøstlige Ukraine, og allerede her begyndte drømmen om at bygge fly. Han blev fascineret af fly, da han oplevede sin onkel ankomme i et militærfly. Og han fortæller, at den sovjetiske testpilot, Valery Chkalov, som døde under en testflyvning i 1938 og efterfølgende fik heltestatus i Sovjetunionen, gjorde stort indtryk på ham. Så allerede som barn besluttede han, at når han blev voksen, ville han bygge flyvemaskiner – velfungerende og sikre flyvemaskiner.

Godt 50 år senere er verdens største fragtfly, Antonov AN-225 på vingerne – og Anatolii Yukymenko har været med til at skabe dette utrolige værk. Et fly, der kunne transportere rumraketter og vindmøllevinger, og som slog utallige luftfartsrekorder.

Med baggrund i det mislykkede russiske fragtfly K-7 fra 1933, der aldrig kom i luften, forfulgte Anatolii og hans kolleger fra flyproducenten Antonov drømmen om at skabe noget utroligt – at kreere et fly, hvis lige ikke fandtes i hele verden. Derfor fik AN-225 kaldenavnet Mriya, som betyder Drøm på ukrainsk. Det var i slutningen af Anatoliis over 30 år lange karriere; han havde en række flykreationer på CV’et under Antonov-navnet, men Mriya var det største. Seks år tog det, fra starten af projektet, til drømmen gik i opfyldelse og flyet var færdigtestet og kunne tages i brug.

”Det var fantastisk,” fortæller Anatolii om arbejdet med Mriya. ”Vi skrev historie! Jeg er stolt af det arbejde, jeg har udført. Jeg er stolt af det fly, vi byggede. Mriya rejste verden rundt, deltog i udstillinger, og kunne udføre opgaver, som intet andet fly var i stand til.”

Den 6. februar 2022 landede Mirya for første gang i Billund Lufthavn med dens gigantiske lastrum fyldt med Covid-19-vacciner. Tusindvis af danske og internationale flyentusiaster strømmede til lufthavnen for at se verdens største fly. Og ingen havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en ny krig i Europa snarligt skulle blive skyld i, at turen hjem til Ukraine fra Billund blev Mriyas sidste flyvning.

Udlevede drømme

På vej mod at opfylde sin barndomsdrøm flyttede unge Anatolii til Ukraines næststørste by, Kharkiv, for at studere. Han beskriver Kharkiv med stolthed, med tårer i øjnene og en grødet stemme. Kharkiv har flere indbyggere end København; byen har Ukraines første universitet og Europas største torv. Et væld af smukke parker, uddannelsessteder og arkitektoniske og kulturelle perler.

Anatolii har levet hele sit voksenliv i byen, han blev gift med sit livs kærlighed, som han blev forelsket i allerede da de gik i skole sammen og han var bare 14 og hun 12 år. Sammen fik de to børn, og senere to børnebørn og levede sammen i 55 år. Det er nu ti år siden, han mistede hende, men hvert år på deres bryllupsdag mindes han hende stadig.

”Mit liv før krigen var vidunderligt,” fortæller han bevæget, ”Jeg var glad og tilfreds. Jeg har haft et utrolig spændende job, jeg havde en lykkelig familie, mulighed for at rejse og opleve.”

Anatolii har været journalist, historie-entusiast og han har skrevet en bog om sine erindringer. Da hans datter og ene barnebarn for 15 år siden flyttede til Danmark og han kom på besøg, brugte de meget tid på museer. Kongernes Jelling, Museum Give, Danmarks Ferguson Museum – og han fortæller med stolthed om, at han engang på et slotsbesøg så selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Han tog de nye indtryk med hjem og holdt et foredrag om dansk historie og kultur i en forening for videnskabsfolk hjemme i Kharkiv.

Drøm blev til mareridt

Invasionen af Ukraine kom som et chok for Anatolii – som for mange, mange andre ukrainere. ”Mit liv forvandlede sig til et mareridt,” fortæller han, ”Kharkiv blev bombet, både huse, skoler og hospitaler. En raket ramte nabogården til huset, hvor mit barnebarn boede. Alle vinduerne blev sprængt itu og vinduesrammerne flået ud af murene. Mit barnebarn blokerede sine vinduer med spånplader og flyttede ind hos mig i min lejlighed.”

Få dage inde i krigen blev en ukrainsk lufthavn nær Kyiv ramt af et luftangreb, og den nationale stolthed, fragtflyet AN-225, Mriya, blev ødelagt. Det blev bemærket i udenlandske medier, også danske, og ukrainske politikere begræd tabet af flyet på det sociale medie, Twitter.

”Der er ingen grænse for min indignation. Jeg kan ikke beskrive min vrede over, at flyet er ødelagt,” siger en tydeligt bevæget Anatolii.

I det meste af Anatoliis lange liv har han levet under Sovjetunionen med både russiske og ukrainske kolleger, venner og familiemedlemmer. ”Under Sovjetunionen var vi ét folk,” forklarer han. ”Vi levede side om side. Der var ingen, der kunne sige, ’du er russer, du er ukrainer, du er belarusser’. Men da Sovjetunionen brød sammen, begyndte vi at leve hver for sig. At Rusland invaderede Ukraine – jeg kan ikke tro det. Jeg kan ikke begribe, at det er sandt. Jeg føler, det er et mareridt, jeg ikke kan vågne fra.”

Hjulpet til Danmark

Den 4. marts 2022 var der et luftangreb i Kharkiv. Anatolii løb alt, hvad hans 86 år gamle krop kunne, til beskyttelsesrummet, men han faldt og kom til skade med ryggen. ”I tre uger lå jeg bare i sengen med store smerter,” fortæller han. ”Mit barnebarn tog sig af mig.” Mens Anatolii var sengeliggende forsøgte hans datter og hans andet barnebarn at overtale ham til at tilslutte sig dem i Danmark. Både Anatoliis datter og barnebarn er i dag dansk gift og Anatoliis datter bor i Kollemorten tæt på Vejle.

Selvom Anatolii kendte til Danmark og kunne bo med sin datter, var det med tungt hjerte, at han rejste. Anatolii får tårer i øjnene, da han fortæller: ”Jeg ønskede ikke at forlade Kharkiv – mine venner, familie, alle mine oplevelser, mit arbejde og alt hvad jeg har opnået. Hele mit liv er der.”

Anatoliis datters familie arrangerede det hele for ham. Da hans ryg fik det bedre, kom en mand og hentede ham i hans lejlighed i Kharkiv. Hans barnebarn måtte blive tilbage, for mænd mellem 18 og 60 år må ikke forlade landet efter krigen brød ud. Anatolii blev kørt til grænsen til Polen, hvor en anden ventede på ham og transporterede ham til lufthavnen i Warszawa. Herfra kunne han flyve til København, hvor hans datter ventede ham.

”Jeg er meget taknemmelig,” fortæller Anatolii, ”for alle de mennesker og frivillige, der hjalp mig med at komme til Danmark. De er utrolige. Især min datter og mit barnebarn og deres danske mænd. Danskere er så venlige og positive. De respekterer Ukraine så meget! Og det mærker vi!”

Med hjertet i Kharkiv

Efter et helt liv i Ukraine er alt nu forandret for Anatolii. Han har måttet forlade den by og det land, han er så stolt af, forlade sin kones sidste hvilested og sit barnebarn. Hans historiske livsværk er blevet ødelagt, sammen med store dele af hans hjemby. Det er for ham stadig, et år senere, ubegribeligt at han nu sidder her og ser frem mod en alderdom i Danmark i stedet for i Kharkiv. Det sker, at han om natten har mareridt om at være i Danmark på forretningsrejse uden at få meldt sit fravær på arbejde – hvilket aldrig er sket i hans lange arbejdsliv. Anatolii er taknemmelig for at han kan være her med sin datter. Men hans hjerte er stadig i hans hjemby, Kharkiv.

Af Camilla Søndergaard, marts 2023

Dette er en fortælling om Anatolii og hans liv og personlige oplevelser med krigen i Ukraine. Det er ikke et udtryk for en politisk stillingtagen fra Sprogcenter Vejle. Anatoliis historie og oplevelse er ikke enestående. Der vil være mange andre kursister på Sprogcenter Vejle, der kan fortælle lignende historier om krig og flugt. Vi respekterer hver enkelt historie, fordi hver enkelt historie repræsenterer et menneskes liv. Og vi takker Anatolii og de mange andre kursister, der lader os dele deres personlige historier.