Direkte til indholdet

"Vores kusister skal lære dansk - mediet skal ikke stå i vejen!"

Undervisningen er igen rykket online under den nuværende corona-nedlukning. Men hvad gør man, når man ikke har et fælles sprog med dem, man skal i kontakt med, og de i øvrigt ikke kan læse hverken på deres modersmål eller på dansk, eller slet ikke har adgang til en computer?

Dét er netop opgaven for undervisere af kursister med lidt eller slet ingen skolegang på sprogcentrene landet over. På Sprogcenter Vejle er opgaven grebet an med en stor portion kreativitet og fleksibilitet – samt en håndfuld gode erfaringer fra forårets nedlukning.

”Det vigtige for os er, at vi kan fastholde kontakten, og at vores kursister lærer dansk. Mediet skal ikke stå i vejen. Derfor valgte vi at bruge Whatsapp, for det bruger kursisterne selv til at kommunikere med deres familie i udlandet, så det kendte de i forvejen,” fortæller Hanne Find, der er underviser på Danskuddannelse 1 på Sprogcenter Vejle.

”I foråret cyklede jeg rundt til alle mine kursister og afleverede opgaver i postkassen. Denne gang var vi lidt mere klar, og jeg havde lært Whatsapp at kende,” siger Jonna Pedersen, der også er underviser på Danskuddannelse 1, og fortsætter:

”Jeg skemalægger en 25-minutters video-samtale på Whatsapp med mine kursister enkeltvis tre dage om ugen. Det er en meget intens form for undervisning, men det virker, og kursisterne vil så gerne.”

På videoopkaldet kan Jonna og kursisten arbejde med at opbygge ordforråd, øve stavning og sætningskonstruktioner, som Jonna sender i Whatsapp. Kursisterne arbejder derefter flittigt videre med det derhjemme til næste dag. I Whatsapp kan man sende både billeder, tekst og lydfiler, og ved at sende indtalte ord og sætninger kan underviserne fastholde kursisternes udtaletræning. Nogle kursister sender et billede af deres hæfte, som Jonna trækker ind i et billedredigeringsprogram for at tilføje rettelser og kommentarer – og en smiley. Det redigerede billede får kursisten igen, og kan så derefter inkorporere rettelserne i sit hæfte.

”Det er enormt tidskrævende,” medgiver Jonna, ”men vi har ikke andre muligheder. Vores kursister kan ikke aflevere opgaver på Google Drev. Det er også utrolig spændende, og jeg synes, det er fantastisk, at det kan lade sig gøre at undervise denne gruppe under en nedlukning.”

Kursister knokler trods afsavn

Hanne Find fortæller, at hendes kursister ved siden af videosamtale-undervisningen læser små letlæsningsbøger og arbejder individuelt med en grundbog. Når de er færdige med en opgave, sender de et billede af siden i bogen til Hanne via Whatsapp, så hun kan rette den og følge med i kursistens progression.

”For nogle af kursisterne kan fjernundervisning være en fordel, netop fordi det er så individualiseret. Kursisterne får 100% opmærksomhed, når vi mødes online, og som underviser er jeg præcist tunet ind på hver enkelt. Og de knokler på livet løs! Jeg er stolt af dem,” fortæller Hanne.

For både kursister og undervisere kræver fjernundervisningen rigelig fleksibilitet. Mange kursister er hjemsendt med deres mindre børn, så online-undervisningen og lektierne må planlægges, til når børnene sover. Derfor har både Hanne og Jonna erfaret, at deres telefoner skal kunne lægges væk, så de ikke vækkes klokken 1 om natten af, at der tikker opgaver ind i Whatsapp.

Det, der dog stadig mangler, er det sociale element. For Jonnas klasse har en corona-venlig løsning været at oprette en fællestråd i Whatsapp med hele klassen. ”Det er skønt at se, hvordan der er gang i vores fællestråd, hvor kursisterne skriver til hinanden for at holde kontakten ved lige. Godt nytår eller et billede eller bare ’godmorgen’,” fortæller hun. Beskedtrådene på Jonnas telefon flyder over med emojis, anerkendende tilkendegivelser og billeder, der alt sammen bringer klasserummets varme lidt tættere på - på afstand.

De Danske Sprogcentres logoDe Kommunale Sprogcentres logo