Kære lærere og ansatte på sprogcentret, kære kursister, familier og venner. Kære gæster.

Jeg hedder Dorothea Langer, og jeg har æren af at tale på vegne af eksaminanderne på denne meget specielle dag.

I dag modtager vi vores diplomer.

Som mange af jer tog jeg den skriftlige danskeksamen for et par uger siden.

Prøven var ved at være slut og jeg var meget tilfreds med mit arbejde.

Og så reagerede min computer ikke mere. Word svarede ikke.

Vi kender alle disse øjeblikke, hvor vi vil gemme eller printe noget, og skærmen bliver lidt grå, og det lille timeglas begynder at rotere.

Intet virkede. Tiden stoppede...

Jeg ved ikke præcis, hvor længe jeg sad der, med kun én tanke: "det er det. Min tekst er væk. Jeg kan ikke bestå eksamen."

Tiden gik, og det føltes som en evighed.

Og så kom Steen fra IT-afdelingen. Han smilede, blev rolig og lavede noget magi, noget trylleri, som en superhelt, og han genfandt en version af min tekst.

Jeg vil aldrig vide, hvor gammel den version var (hvornår var sidste gang, jeg gemte den?). Men det var godt nok til at få en god karakter, til at bestå. Jeg er så taknemmelig for at kunne stå her i dag. Mange tak, Steen!

Og da jeg sad i sofaen for et par dage siden og tænkte over denne tale, og hvad jeg skulle skrive - gik det hurtigt op for mig, at jeg ville tale om de superhelte, der hjalp os at komme hertil og om taknemmelighed for støtten.

For det første, kære kursister – I er selv helte. Om i har bestået PD1, PD2, PD3 eller Studieprøven – det er ikke givet, ikke nemt. Det er et resultat af vores passion, dedikation og vedholdenhed. Det er et bevis på vores evne til at lære og vokse, skubbe vores begrænsninger. Og det er et tegn på, at vi kan lykkes og nå vores mål– og hvis vi kan lære dansk – så er der intet, der nogensinde kan stoppe os.

I er helte af jeres engagement, fejr, og vær stolte!

Så er der vores familier og venner. Dem, der så børnene eller lavede aftensmad, mens vi studerede. Som motiverede os, da den danske udtale drev os til vanvid igen (og igen).  De mindede os om, hvorfor vi gjorde dette, og støttede os, når det føltes for svært.

Derudover er der de andre kursister, som var med på vores rejse. At lære sammen betyder at hjælpe hinanden, dele viden. Vi studerede sammen til modulprøverne og den afsluttende eksamen, vi rettede hinandens udtale eller ordstilling, indtil vi var glade.

Vi mødtes som fremmede og går som venner. Vær taknemmelig for disse venskaber og hold fast i dem.

Ydermere er der selvfølgelig vores lærere, som har guidet os gennem studieårene. De holdte emnerne opdaterede og interessante og bragte altid nyheder med relevans for det danske samfund og fællesskab.

De tog os til side, da vi tvivlede på vores egne evner og gav ikke slip, før vi troede på vores styrker igen. De øvede præpositioner, ordstilling og forbindeord med os, indtil vi endelig fik styr på det ….

De støttede os med tålmodighed og dedikation og altid med et smil på læben. Og det skal vi være taknemmelige for.

Sidst men ikke mindst er der sprogcentrets personale og de frivillige.

Kan i huske jeres første dag, da i gik ind på Sprogcentret måske lidt usikker og genert? Og nogen gav jer et varmt smil (sagde noget på dansk, i ikke forstod) og hjalp jer så med at finde jeres hold?

Folk i baggrunden, som gjorde det muligt at fortsætte med at studere under Covid-pandemien - som hurtigt fandt en måde at lære digitalt på.

Folk som min personlige helt Steen, der gjorde de små forskelle, der betyder så meget.

Vi skal være taknemmelige for alle disse mennesker, som fulgte os på vores rejse.

I dag er en stor dag for sådan en mængde af os. At holde diplomet i hænderne om få minutter betyder meget: For nogle er det et væsentligt skridt mod vores opholdstilladelse, for nogle andre krævede arbejdsgivere det. Nogle kan nu læse på dansk.

Ydermere er det et bevis på, at vi kan lære og vokse. Et tegn på, at vi kan holde ud og nå vores mål.

Det er også et skridt ind i det danske samfund, mod integration og forståelse.

Jeg håber, at ingen enkelt rejse slutter i dag. Men jeg ønsker, at vi alle finder en måde at fortsætte vores læring på.  

Vi er ikke perfekte – jeg er sikker på at denne tale er fuld af fejl.

Men det gør ikke noget.

Vi lærer.

Og at lære et nyt sprog er som at åbne en dør til en ny verden, og vi skal opdage denne verden, der hedder Danmark.

Så jeg vil slutte min korte tale med en anmodning til jer alle, kære kursister: Jeg vil gerne spørge om, at, efter at have modtaget jeres diplomer, ser jer omkring og find nogen at takke for deres støtte.

En ægtefælle, ven, lærer, medarbejder. En personlig superhelt.  

Sig tak! For, vi har alle været på denne rejse sammen.

---------- Mange tak!

/Dorothea Langer, december 2022