FVU: bliv bed­re til dansk

Vi tilbyder gratis FVU-kurser for tosprogede.

FVU er et gratis kursus for voksne med dansk som andetsprog. Du kan blive bedre til at læse, skrive og stave hverdagsdansk eller til at bruge matematik på dansk.

Det, du lærer på FVU, kan du bruge med det samme i din hverdag, på dit arbejde og i videre uddannelse.

FVU står for Forberedende Voksenundervisning. FVU-kurser består af forløb på maks. 80 lektioner. Forløbene på FVU kaldes trin, og efter hvert trin kan du gå til trinprøve og få et trinprøvebevis. Vi afholder trinprøver flere gange om året.

Hvem kan deltage i FVU?

FVU er for dig, der allerede kan noget dansk - men gerne vil blive bedre til at læse og skrive eller til at bruge hverdagsmatematik på dansk.

Du kan både deltage i FVU som ledig, og hvis du er i arbejde eller praktik.

  • Hvis du deltager i undervisningen i arbejdstiden, kan du søge om kompensation for din løn (løntabsgodtgørelse) under ordningen Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU). Tal med din arbejdsgiver og læs mere på svu.dk, eller kontakt vores SVU-koordinator, Mike Ljungberg: miklj@vejle.dk
  • Hvis du er ledig, kan du tale med din a-kasse eller din sagsbehandler om opkvalificering med FVU.

Hvad kan du bruge FVU til?

Det, du lærer på FVU, kan du bruge i din hverdag og på dit arbejde.

FVU kan også bruges til videre uddannelse. For eksempel kan kombinationen af FVU-dansk trin 4 og FVU-matematik trin 2 bruges til at søge optagelse på erhvervsuddannelser, som fx frisør, mekaniker eller SOSU.

Opstart og tidspunkter

Du kan starte på FVU-start eller FVU-dansk hver måned. Vi starter FVU-matematik op to gange om året. Næste opstart er til januar 2025.

Vi har både dag- og aftenundervisning. Der er undervisning 1-2 gange om ugen. Se mere om undervisningstider nederst på denne side.

FVU-dansk tilbydes også online som et fleksibelt tilbud til dig, der ikke har mulighed for at deltage på et dag- eller aftenhold.

Sådan tilmelder du dig

Vil du gerne begynde på FVU, skal du kontakte FVU-koordinator, Jette Arndal Nielsen.

Inden du starter, skal du til en samtale og en screening, for at du kan blive placeret på det trin, der passer til dit aktuelle niveau.

Vi tilbyder:

  • FVU-start

    FVU-start er for dig, der har brug for at lære flere ord og blive bedre til at tale dansk.

    På FVU-start arbejder du også med basal læsning, stavning og skrivning.

    Før du kan starte, skal du til en samtale og en screening, hvor du skal fortælle om dig selv og din hverdag, og lave en læse- og en skriveopgave. Det tager ca. 30 minutter.

    Efter dit forløb på FVU-start kan du gå til en FVU-startprøve. Hvis du består, kan du blive screenet til FVU-dansk og -matematik.

  • FVU-dansk

    FVU-dansk er for dig, der:

    • Er usikker på din stavning
    • Ikke altid forstår det, du læser
    • Gerne vil blive bedre til at skrive

    FVU-dansk består af 4 trin:

    På trin 1 lærer du blandt andet at stave lydrette og hyppige ord, og du arbejder med at læse og skrive kortere tekster.

    På trin 2 læser du lidt længere tekster, og du arbejder blandt andet med ordklasserne substantiver, verber og adjektiver. 

    På trin 3 arbejder du blandt andet med længere ords opbygning og forskellige læsestrategier. Du arbejder med at skrive argumenterende tekster, samt formelle og uformelle e-mails.

    På trin 4 træner du stavning af fremmedord, og du læser og skriver længere tekster med fremmedord og fagudtryk.

    Før du kan starte, skal du til en screening for at finde dit aktuelle niveau. Screeningen tager ca. 2 timer og består af et interview, information om kurset, samt læse- og skriveopgaver.

  • FVU-matematik

    På FVU-matematik arbejder du med grundlæggende matematik og matematisk sprog på dansk.

    Det, du lærer, kan du bruge i din hverdag, fx når du:

    • Tjekker din lønseddel
    • Lægger budget
    • Køber ind
    • Hjælper dine børn med lektier

    Når du bliver bedre til at forstå matematik, bliver det også nemmere at klare en uddannelse eller et kursus på dit arbejde.

    FVU-matematik er opdelt i 2 trin:

    Trin 1 er matematik på begynderniveau. Du arbejder med at gange og dividere, samt med brøker og decimaler, og lærer det sprog, du skal bruge til matematikken.

    Trin 2 er for lidt mere øvede. Du lærer procentregning, at kunne beregne areal og rumfang, ligesom du arbejder med at lave grafer og diagrammer.

    Før du kan starte, skal du til en screening for at finde dit aktuelle niveau.

Fredi Graetsch fra Australien: FVU-dansk har været én af de bedste og mest givende oplevelser i mit liv. Jeg havde talt dansk i mere end 24 år, men jeg havde aldrig fået et solidt sprogligt fundament. Nu kan jeg skrive e-mails på dansk på mit arbejde. Det har åbnet op for helt nye muligheder i fremtiden. Med FVU har jeg både fået en større sprogforståelse og forståelse for den danske kultur. Det har givet en ro, faktisk. Jeg føler, at jeg kan kaste anker nu.
"FVU-dansk har været én af de bedste og mest givende oplevelser i mit liv. Jeg havde talt dansk i mere end 24 år, men jeg havde aldrig fået et solidt sprogligt fundament. Nu kan jeg skrive e-mails på dansk på mit arbejde. Det har åbnet op for helt nye muligheder i fremtiden. Med FVU har jeg både fået en større sprogforståelse og forståelse for den danske kultur. Det har givet en ro, faktisk. Jeg føler, at jeg kan kaste anker nu." Fredi Graetsch, Australien. Selvstændig bygningskonstruktør - FVU-dansk, trin 4.

Undervisningstider

Vores undervisningstilbud er fleksibelt, så du kan vælge imellem dag og aften. Desuden tilbyder vi FVU-dansk online.

Undervisningstider:

  • Dag: 8.00 - 11.15 / 11.45 - 15.00
  • Aften: 17.00 - 19.30
  • Online: planlægges individuelt

Om dagen har du undervisning to gange om ugen på FVU-start og FVU-dansk. På daghold får du 8 lektioner om ugen.

Om aftenen har du undervisning én aften om ugen i 3 lektioner. 

FVU-matematik har undervisning én gang om ugen. Vi veksler mellem at tilbyde FVU-matematik som daghold og som aftenhold.

Kontakt FVU-koordinator, Jette Arndal, for at høre, hvornår der er undervisning på de forskellige FVU-kurser.

 

FVU-værksted

Går du på aftenhold på FVU-dansk, kan du tilvælge FVU-værksted, som er en ekstra undervisningsaften om ugen. I FVU-værksted samler vi FVU-dansk-kursister på alle fire trin. Her arbejder du selvstændigt med dine opgaver med en lærer til rådighed, som vil hjælpe dig. Du har selvfølgelig mulighed for at arbejde sammen med andre kursister på dit niveau.