Direkte til indholdet

Tillykke med jeres Prøve i Dansk!

I går fejrede vi dimissionsfest for de 138 kursister, der netop har bestået deres Prøve i Dansk på Sprogcenter Vejle og Sprogcenter Fredericia.

Salen summede af glæde, lettelse og stolthed - og af den der særlige stemning, der er ved dimissionsfester, af at fremtiden er lys og åben.

Iranske Hanya holdt tale for alle sine medkursister. Hun har taget Danskuddannelse 3 på Sprogcenter Vejle og kaldte det "vores første hjem i Danmark"

"At lære dansk er ikke kun at lære et nyt sprog. Det er også at åbne døren til et nyt samfund. Hvordan fejrer man dansk jul? Hvordan kan man gå gratis til læge? Hvad er hygge? Alle de spørgsmål, har vores lærere svaret os på."

"Vi har også fået nye venner, skabt netværk og bygget bro til andre kulturer. Sprogcentret er et sted, hvor vi møder andre mennesker, som står i samme situation som os, så vi kan forstå hinanden. Vi har fået vores første venner i Danmark og fået troen på, at det nok skal gå godt!"

Vi ved, at der ligger en enorm arbejdsindsats bag en bestået Danskuddannelse - uanset om det er Danskuddannelse 1, 2 eller 3. Derfor er det altid noget helt særligt at kunne sige tillykke og overrække beviset på, at I har klaret udfordringerne med det danske sprog.

"Det sprog skal I nu ud og bruge - i jeres børns vuggestuer, børnehaver og skoler, på jeres arbejdspladser og uddannelser, i foreninger og nabofællesskaber og i den offentlige debat," sagde sprogcenterleder, Inger, i sin tale.

"I skal berige det danske samfund med jeres erfaringer, viden og kultur. Og så skal I fortsætte med at lære dansk og lære om det danske samfund. At lære et nyt sprog og en ny kultur er en læreproces, som aldrig slutter - det er livslang læring."

Kære kursister. Tak for, at I ville træde jeres første skridt ind i det danske samfund hos os. Vi ønsker jer stort tillykke med jeres Danskuddannelse - og al mulig held og lykke i jeres fremtid i Danmark!

De Danske Sprogcentres logoDe Kommunale Sprogcentres logo