Danskuddannelse

Danskuddannelse til voksne udlændinge har til formål at give udlændinge dansksproglige forudsætninger for at klare sig i job, i uddannelse og som borger i Danmark. Danskuddannelse tilbydes til alle udlændinge, hvad enten man kommer til Danmark som flygtning, på grund af arbejde eller af andre årsager.

Danskuddannelsesloven

Tilbuddet om danskuddannelse sker i overensstemmelse med danskuddannelsesloven, som jævnligt revideres. Nedenfor beskrives de mest aktuelle begreber og regelændringer i væsentlige træk i forhold til deres direkte betydning for danskuddannelsen.

I- og S-kursister

Lovmæssigt skelnes der mellem to typer kursister:

  • I-kursister (integrationskursister): Flygtninge og familiesammenførte med flygtninge. I-kursister er forpligtede til at tage imod danskuddannelse som en del af deres integrationsforløb.
  • S-kursister (selvforsørgende kursister): Øvrige kursister, som ikke er forpligtede til at modtage danskuddannelse.

Brugerbetaling for S-kursister

Fra 1. juli 2018 indføres en delvis brugerbetaling for alle S-kursister på danskuddannelsen. Hvert modul i uddannelsen koster 2000 kr. og skal betales forud for næstkommende modul.
Er man allerede i gang med danskuddannelsen, påbegyndes betalingen fra næstkommende modul.

Depositum for S-kursister

I forbindelse med tilmeldingen til danskuddannelsen betales et depositum på 1250 kr. Pengene tilbagebetales efter bestået prøve i dansk eller efter endt modultest.
Au pair-personer er dog fritaget fra at betale depositum.

Klippekort for alle

For både I- og S-kursister er der afsat særlige terminer ved hvert modul i uddannelsen, som skal overholdes. Terminerne, som også kaldes klip, er den maksimale tid, man har til at afslutte et modul. Tiden varierer alt efter, hvilket modul man befinder sig på. Man kan dog maksimalt bruge 5 år på uddannelsen. På figuren nedenfor ses terminerne for de enkelte moduler. Du kan læse mere om klippekort her

Læs også på arabisk, engelsk, polsk, russisk og tysk.

 

Tilmelding til danskuddannelse

Det første du skal gøre, når du tilmelder dig danskuddannelse, er at kontakte Jobcenter i den kommune hvor du bor. Uanset om du er ledig eller har et arbejde, skal Jobcenter informeres som det første, da det er dem, som administrerer din uddannelsesret, dvs. fører tilsyn med at klippekortet aktiveres og overholdes.

Derefter indkaldes du til en visitationssamtale på Sprogcenter Vejle, hvor vi vurderer hvilken af de tre danskuddannelser samt hvilket modul du skal indplaceres på. Som udgangspunkt indplaceres alle nye kursister på modul 1 på alle tre danskuddannelser.

Til visitationssamtalen introduceres du også for vores Åbne Studiecenter, mediateket, intranet, mm.

Der er opstart for nye kursister hver 2. uge på dagkurserne og hver 4. uge på aftenkurserne.

Sådan tilmelder du dig danskuddannelse

  1. Kontakt Jobcenter i din bopælskommune og anmod om en henvisning til danskuddannelse
  2. Du indkaldes til visitationssamtale og indplaceres på en af de tre danskuddannelser
  3. Du aftaler med os, hvilke undervisningsdage der passer dig bedst

Find Jobcentret i din bopælskommune

Jobcenter Vejle
Havneparken 14A
7100 Vejle
Tlf. 76 81 00 00

Jobcenter Fredericia
Sjællandsgade 31
7000 Fredericia
Tlf. 72 11 36 00

Jobcenter Hedensted
Niels Espes Vej 8
8722 Hedensted
Tlf. 79 75 54 00

Danskuddannelsens opbygning

Danskuddannelsen består af tre uddannelser:

  • DU1
  • DU2
  • DU3

Ved tilmeldingen til danskuddannelse indplaceres den nye kursist på en af de tre uddannelser alt efter den nye kursists faglige baggrund samt en vurdering af, hvilken faglige progression kursisten skønnes at få.

Hver af de tre danskuddannelser er tilrettelagt ud fra forskellige faglige forudsætninger:

DANSKUDDANNELSE 1 – DU1 er tilrettelagt for kursister, som ikke kan læse og skrive på deres modersmål, samt latinske analfabeter, som ikke behersker et europæisk skriftsystem.  

DANSKUDDANNELSE 2 – DU2 er tilrettelagt for kursister, som har op til 10 års skolebaggrund fra hjemlandet.

DANSKUDDANNELSE 3 – DU3 er tilrettelagt for kursister, som har en mellemlang eller lang uddannelsesbaggrund fra deres hjemland. 

Moduler

Danskuddannelserne er inddelt i moduler. DU1 og DU2 består begge af 6 moduler, og DU3 består af 5 moduler. Når man starter på danskuddannelsen, indplaceres man som udgangspunkt på modul 1 på en af de tre uddannelser. Hvert modul afsluttes med en test, der giver adgang til det næste modul. Fra 1. juli 2018 koster danskuddannelsen 2000 kr. pr. modul for alle S-kursister.

Prøve i dansk

Alle tre uddannelser afsluttes med en eksamen som hhv. hedder Prøve i Dansk 1, 2 og 3 (PD1, PD2 og PD3). Prøvebeviserne kan hver især give adgang til forskellige uddannelser i det danske uddannelsessystem.

Studieprøven

På DU3 har man mulighed for at lave en overbygning i form af Studieprøven. For at komme til Studieprøven skal man først bestå PD3 samt tage et ekstra modul (modul 6).

På de fleste videregående uddannelser i Danmark forventes det, at man har bestået studieprøven.